Tilføj din overskrift her

HJEM -

INKASSO

KREDITORER

Har du penge til gode?

Har du penge til gode hos en eller flere debitorer, står vi klar til at hjælpe dig.

Herunder kan du læse mere om, hvilke betingelser, der skal være opfyldt, inden et krav kan sendes til inkasso., hvordan en inkassosag typisk forløber samt gode råd til, hvordan du kan undgå dårlige betalere.

Inden kravet sendes til inkasso

Der er en række betingelser, der skal være opfyldt, inden I kan sende et krav til inkasso.

Faktura

Der skal være sendt en faktura til kunden, som skal indeholde følgende:

  • Virksomhedens fulde navn og CVR-nr.
  • Kundens fulde navn (og evt. gerne CVR-nr.)
  • Fakturanummer
  • Dato
  • Hvortil betaling skal ske

 

Derudover bør oplyses forfaldsdato, og såfremt I ønsker at opkræve en højere rente ved for sen betaling (kun overfor virksomheder), skal renten også oplyses, og fra hvornår der påløber renter. Er andet ikke aftalt, påløber der renter 30 dage fra fakturadatoen med Nationalbankens udlånsrente + 8%.

Rykkerskrivelse(r)

Der skal som minimum sendes én rykkerskrivelse, inden kravet kan tages til inkasso, og skrivelsen skal indeholde et varsel om inkasso.

Mange virksomheder vælger imidlertid at sende op til 3 rykkerskrivelser, inden sagen overdrages til inkasso. Dette ofte af hensyn til at beholde et fornuftigt forhold til kunden. Det er desuden et krav for, at vi kan registrere debitor i RKI, at der er sendt mindst 3 rykkere.

For hver rykkerskrivelse kan pålægges et gebyr på 100 kr., dog max. for 3 rykkerskrivelser, og kun hvis der er gået mindst 10 dage mellem fremsendelsen af hver rykker.

Ved krav overfor erhvervsdrivende er du desuden berettiget til et kompensationsbeløb på 310 kr., som påløber allerede i det øjeblik kunden ikke betaler inden forfaldsdagen.

Som abonnementskunde hos os hjælper vi jer med opsætning af rykkerprocedure i virksomheden.

Rykkerservice

Ønsker I ikke selv at stå for rykkerproceduren, kan I med fordel benytte vores rykkerservice. Blot send os en kopi af fakturaen, så sørger vi for at rykke, når betalingsfristen er udløbet.

… og så til inkasso

Når I har sendt den sidste rykkerskrivelse, som indeholder varsel om overdragelse af sagen til inkasso, så kan vi tage kravet til inkasso. Det er vigtigt, at I sørger for at gøre os opmærksom på det, hvis debitor har gjort indsigelser mod kravet. Også selv om I mener, at indsigelserne er fuldstændig ubegrundede.

Se her hvordan du sender sagen til inkasso hos os.

En inkassosags forløb

Når du har konstateret, at en af dine kunder ikke har betalt sin regning, så starter der en proces, som i sidste ende vil tvinge kunden til at betale. Forhåbentlig besinder kunden (debitor) sig, og betaler inden det når helt så vidt.

Sagsgangen er som følger:

  1. Du sender en rykkerskrivelse til debitor, som overholder inkassolovens regler. Du må kræve 100 kr. for hver af de tre første rykkerskrivelser, hvis blot der går mindst 10 dage mellem fremsendelsen af hver rykkerskrivelse.
  2. Når fristen på de 10 dage er udløbet, overdrager du sagen til os. Følg vejledningen og start din inkassosag.
  3. Vi sender herefter en inkassoskrivelse til debitor med krav om betaling af dit tilgodehavende. Inkassoskrivelsen er tillagt et inkassogebyr. Inkassogebyret afhænger af størrelsen på det skyldige beløb.
  4. Hvis debitor gør indsigelser mod kravet, vil indsigelserne blive videresendt til dig for dine bemærkninger. Herefter vil vi give dig en vurdering og anbefaling af, hvordan du skal forholde dig.
  5. Hvis debitor ikke gør indsigelser, eller det besluttes at fastholde kravet, så er næste skridt at sende sagen i retten. Det koster en retsafgift, som du skal betale. Retsafgiften for krav under 50.000 kr. er 500 kr., mens den for krav over 50.000 kr. er på 750 kr. + 0,5 % af kravet.
  6. Retten forkynder betalingspåkravet/stævningen overfor debitor, som herefter har 14 dage til at gøre indsigelser overfor retten. Gør debitor ikke det, får du en dom mod debitor, som kan tages med i fogedretten med henblik på tvangsinddrivelse af dit tilgodehavende. Hvis debitor gør indsigelser, vil retten behandle sagen, hvorefter der vil komme en dom. Får du helt eller delvist medhold i retten, kan dommen bruges i fogedretten til at tvangsinddrive dit tilgodehavende.
  7. Efter der er opnået dom, vil sagen blive videresendt til fogedretten, hvor vi møder på dine vegne og udspørger debitor til dennes økonomi og betalingsevne. Vi tager udlæg (pant) i debitors ejendele i det omfang det er muligt, for at sikre at debitor betaler sin gæld til dig. Der vil sædvanligvis også blive indgået en afdragsordning med debitor.
  8. Vi sørger for at debitor overholder afdragsordningen, ligesom vi sørger for om nødvendigt at få debitors ejendele solgt på tvangsauktion med henblik på at du kan få dit tilgodehavende.
  9. Efterhånden som vi får penge fra debitor, vil disse blive sendt videre til dig. Dine penge står på en særlig sikret klientkonto i henhold til gældende lovgivning og rigspolitiets retningslinjer .
  10. Når debitor har betalt hele sin gæld inklusive sagsomkostninger og renter, så afsluttes sagen.

Har du penge til gode hos en eller flere debitorer,
står vi klar til at hjælpe dig!

Undgå dårlige betalere

Det kan desværre ikke helt forhindres, at man som virksomhed indimellem har en kunde, som ikke betaler sin regning. Men der er alligevel meget du kan gøre, for at begrænse risikoen.

Forudbetaling

Kræv forudbetaling hvis det er muligt. På den måde får du pengene, før du afleverer varen. I mange aftaleforhold er det ikke unormalt, at i hvert fald de første køb, som en ny kunde laver, er mod forudbetaling.

Undersøg kundens kreditværdighed

Dette kan gøres på flere måder. Der kan søges i RKIs register, om kunden er registreret i RKI. Der kan foretages et kredittjek, og du kan gennemgå kundens seneste årsregnskab (hvis kunden er en virksomhed).

Bankgaranti

Hvis der er tale om større beløb, er det ikke unormalt at kræve en bankgaranti for, at betalingen kommer. I så fald er det kundens bank, der skal betale, hvis kunden ikke selv kan eller vil.

Banken laver her selv en undersøgelse af kundens kreditværdighed, inden de tager stilling til, om de vil stille en bankgaranti. Kunden vil dog have omkostninger ved at stille garantien.

Kreditforsikring

Du kan tegne en kreditforsikring, hvor forsikringen beskytter dig mod kundens manglende evne til at betale sine regninger.

Ejendomsforbehold

Ved visse salg vil der være mulighed for at tage et ejendomsforbehold i den solgte genstand, således at ejendomsretten til genstanden først overgår til kunden, når hele købesummen er betalt. Dette ses f.eks. ofte indenfor bilhandel.

Aftalegrundlaget skal være i orden

Skriftlige aftaler hvoraf det klart fremgår, hvad I har aftalt og til hvilken pris, vil gøre det væsentligt nemmere at inddrive dit tilgodehavende. Det ses desværre alt for ofte, at aftalegrundlaget er uklart, eller der er sket ændringer, som har fordyret arbejdet, men som af en eller anden årsag aldrig er blevet skrevet ned og bekræftet af kunden, som nu protesterer mod den forhøjede regning. Denne type tvister ender meget ofte i meget dyre og meget langvarige retssager.

Med klare, skriftlige aftaler gennem hele forløbet kan du beskytte dig selv mod urimelige indsigelser fra dine kunder, og du vil lette vores arbejde med at inddrive pengene for dig.

Har du udfordringer -
eller brug for hjælp til inddrivelse af din gæld..?

Vi står klar til at hjælpe!

Har du en udfordring eller brug for hjælp til inddrivelse af din gæld, så kontakt os her – HELT uforpligtende.

Skriv dig op i formularen og vi vender tilbage hurtigst muligt, så vi sammen kan finde ud af, om vi er de rette til din opgave.

Kontakt os her!

Har du brug for hjælp til inddrivelse af din gæld?

Vi tilbyder hjælp til inkasso- og rykkerservice. 

Vi kan også hjælpe din virksomhed!

Udtalelser fra vores kunder